West Jump kultur
Klubben er en non-profit forening, hvor alt arbejde udøves af frivillige klubmedlemmer. Det er ikke kun bestyrelsen og instruktører som yder en indsats, men alle medlemmer. Det er denne holdning som gør at vi bl.a. har Danmarks billigste springpriser. Vi har en flyver med ny motor og ganske gode klubfaciliteter.
Udover springaktiviteterne byder West Jump også på hyggelig samvær og fester. Ikke at forglemme bål-aftener. De fleste springere ankommer typisk først på weekenden og bliver til søndag aften.
Historie:
Faldskærmsklubben West Jump blev skabt 1.august 1967 af 5 personer (heriblandt 1 pilot) med base på Holsterbro-Lindtorp Flyveplads. I starten af 1970’erne begyndte nogle medlemmer , som var boende på Skive-egnen, at viser interesse for at starte en afdeling op i Skive. Med info-møder og opvisninger blev der skabt tilstrækkelig interesse for at starte op. Der blev afholdt elevkurser i de daværende klublokaler hos motorflyverne. Siden hen er det gået stærkt. Vi har haft stævner med bl.a. Fogger 27 (mange husker det endnu) AN-28, Skyvan, Nomad, Cessena-Caravan m.f. Der er blevet afholdt DM og DFU Open.
Vores nuværende flyver Fox Whisky – Cessna 182, har vi haft siden starten af 1980’erne. West Jump havde klublokaler i Terminal bygningen i slutningen af 1980’erne, men havde sideløbende en stor camping vogn nede ved hangaren. Da Lufthavnen besluttede at udbygge terminalbygningen i slutningen af 1990’erne, med henblik på at få mere indenrigsflyvning, blev vi gjort ”hjemløse”. Heldigvis havde vi en god opsparing, så vi købte derfor en villa på Vasehøjvej – lige for enden af lufthavnen. Pga. beliggenheden og den nødvendinge vedligeholdelse, for faldskærmspringere er jo lidt dovne, var vi alligevel nødt til at finde en anden løsning. Til vort held byggede motorflyveklubben sit klubhus, hvor det er beliggende i dag, og det betød at vi også fandt denne løsning bedst. Efter en hurtig bestutning, fik vi vort nuværende klubhus. Med stor hjælp fra Erik ”Skovhugger”, fik vi ligeledes en rigtig ”cowboy”-terrasse. I 2002 kunne Erik ”Skovhugger” endnu engang levere, og vi fik vores fantastiske bjælkehytte til overnattende springere (og kærester). Kom og se den ! |